Jeg sad fanget i et job som skibsfører på havet, hvor jeg efter 4-års uddannelse endelig levede min drøm, som viste sig at være en illussion. Efter at taget en HF-Søfart på Ærø og flytte hjemmefra som 16-årig var min drøm at sejle jorden rundt som styrmandaspirant, for derefter at sigte mod skibsføreruddannelse, hvor jeg kunne få 6 måneders lønnet ferie, en skatte-fri løn og mulighed for at rejse og opleve verden.. Og aldrig mere skulle være afhængig økonomisk af mine forældre igen.. Jeg ville klare mig selv.
Men efter en seriøs indsats med eksamenerne ramte virkeligheden.. Virkeligheden var at jeg hver dag arbejdede med mine bundtalenter og jeg var ikke nogen god sømand.. Jeg var ikke særlig gode venner med torvværket og den store håndværker bliver jeg aldrig. Det løb mig koldt ned af ryggen hver gang, jeg fik et stykke værktøj i hånden..
Men ude på skibet lærte jeg mange ting om selvdisciplin og viljestyrke og derude fik jeg en drøm om at skabe en karriere, hvor jeg hver dag kunne arbejde med mine toptalenter. Jeg havde holdt en masse foredrag under min søfartuddannelse på diverse efterskoler om min rejse fra land til vand, og jeg vidste instinktivt at kommunikation, salg og formidling var min psykologiske hjemmebane.
Trods en kaotisk barndom med en ADHD diagnose, 5 folkeskoler, 7 papmødre, 20 papsøskende, 7 forskellige folkeregistreadresser, en kedelig skillsmisse hos mine forældre, samt en følelse af aldrig at være elsket, så vendte jeg min vrede og ensomhed til at skulle vinde. Nemlig på fodboldbanen eller i computerspillet. Og min store barndomsdrøm var at blive professionel fodboldspiller.
Derfor har jeg altid haft enorm stor tro på mine egne evner. Og jeg vidste at hvis bare jeg kunne finde nogen der var der, hvor jeg gerne ville være og lavede det jeg gerne ville gøre, så kunne jeg skyde genvej på min læringskurve. Derfor brugte jeg corona-nedlukningen på en vanvittig konstruktiv måde..